
Hvem er vi?
Café Ingeborg er en social hybrid og en del af Ringsted Kommune. Vi tilbyder meningsfuld beskæftigelse, §103, til mennesker med særlige kompetencer – eksempelvis mennesker med autisme-spektrum-forstyrrelse (ASF), erhvervet hjerneskade, Down Syndrom, ADHD, cerebral parese og andet.
Café Ingeborg så dagens lys i 2011. Dét, der startede som en tæt, lille køkkenenhed med bare 8 medarbejdere, beskæftiger i dag cirka 100 mennesker i en mangfoldig produktion spredt over mange matrikler med forskellige arbejdsopgaver. Alt arbejde udføres i tæt samarbejde mellem ordinære og særlige medarbejdere. Sammen dækker vi alle roller og funktioner i en nøje tilrettelagt produktion, hvor ingen kan undværes i arbejdet med at nå faste deadlines.
Mange af Café Ingeborgs medarbejdere har oplevet at stå uden for arbejdsmarkedet, fordi de af den ene eller anden grund er blevet vurderet til ikke at passe ind i de eksisterede rammer. Café Ingeborgs succes hviler på omvendt inklusion. Vi tilpasser opgaven til individet i stedet for omvendt og sætter folk sammen i teams og makkerpar, hvor kompetencer og personlighed har optimale vilkår for at udfolde og udvikle sig i kraft af hinanden.
For os er særlighed det personlige unikke i det enkelte menneske. Det er derfor, at vi siger, at særlighed er menneskelighed. Vi mener, at særlighed er en værdi i sig selv og når vi siger, at der skal være “plads til galskab” og “tid til kærlighed”, er det fordi, at vi gerne vil praktisere en rummelig forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Citater
“Café Ingeborg er et hyggeligt og godt sted at arbejde, fordi vi forstår hinanden og der er plads til os alle”
— Shila, servicemedarbejder i
Café Ingeborg
“Alle er lige-meget-værd i Café Ingeborg og det gør det dejligt at arbejde her”
— Katrine, servicemedarbejder i
Café Ingeborg
“Ved at arbejde i Café Ingeborg har vi noget at stå op, som er meningsfuldt for os og hvor vi bliver udfordret med arbejdsopgaverne. Og så har vi et godt og vigtigt fællesskab med vores kollegaer.”
— Mads og Frutte, Kommunikationsmedarbejdere i Café Ingeborg
